”Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.” 1. Thess. 5:24

At Gud er trofast betyder, at Gud altid vil gøre, hvad Han har sagt, Han vil gøre. Han vil altid opfylde ethvert løfte, Han har givet. I kraft af sit hellige, sandfærdige, uforanderlige og almægtige væsen, så kan Gud ikke være andet end trofast. Han holder, hvad Han lover. Han kan ikke andet (2.Kor.1,20). Hans løfter har fået sit ’Ja’ i Kristus og vi giver vores ’Amen’, ved troen på Hans ord.

Hvis vi kontinuerligt ydmyger os foran Herrens ansigt, modtager nåden og lader os forvandle – vil mennesker se Kristus i os. Gud vil bringe tilgivelse, forligelse og genoprettelse. Guds mål er, at Hans herlighed i Kristus bliver synlig for verden igennem os. I 2.Kor.4:7 står der: ”Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.

Vi er skrøbelige redskaber og skal derfor kontinuerligt forvandles hele livet, så vi kan fuldføre løbet i nåde og herlighed
(2. Kor.3,17-18).

I Jeremias 18 står der, at vi må være det bløde ler på Guds drejeskive, så Han kan forme os til at være det kar, Han har tænkt. Han er mesteren og vi er Hans disciple.

Når vi gør, hvad Gud kalder os til, med de gaver, den udrustning og Helligåndens fylde, som Han giver os, vil Han også sikre, at vi lykkes til Hans ære. Derfor har vi hele tiden behov for at modtage Hans himmelske vilje. I Matt 6:10, står der: ”… komme dit rige, ske din vilje som i himlen, således også på jorden.” Sådan kan Hans vilje ske i verden – gennem os, som Hans Ambassadører (2.Kor.5,20) – så vi kan fuldføre Hans vilje på jorden.

Kærlig hilsen seniorpastor Allan Lyster