Pinsekirkernes historie

Kirkehistorisk set er Pinsevækkelsen en “ung” bevægelse. Det hele startede omkring år 1900. I begyndelsen var det slet ikke meningen at danne et nyt trossamfund som sådan, men modstanden fra de etablerede kirkesamfund gjorde, at der efterhånden fremstod selvstændige pinsekirker. I Norden var det Lewi Petrus,T.B. Barratt og Anna og Sigurd Bjørner, der på en speciel måde var med til at tegne pinsevækkelsen.

Navnet “Pinsevækkelsen” refererer til den oplevelse Jesu disciple havde på pinsedag – 50 dage efter at Jesus var opstået fra de døde. I Bibelen er det beskrevet sådan: “Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” (Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 1-4)

Denne oplevelse, som du kan læse nærmere om under “Tro og Lære”, betød at disciplene blev frimodige til at fortælle om Jesus, fik kraft til at gøre syge raske i Jesu navn og fik et dybere forhold til Jesus. Hurtigt kom flere tusinde til tro i Jerusalem og snart bredte kristendommen sig til det meste af den da kendte verden.

Efterhånden stivnede kirken mere og mere. Man begyndte at lægge vægt på traditioner, former, ritualer og embeder og det med Helligånden gled i baggrunden. Dog har der gennem hele kirkehistorien været stærke kristne bevægelser, der søgte tilbage til den oplevelse af Helligånden, som var årsag til de første kristnes fremgang, kraft og nære forhold til Jesus. Pinsevækkelsens opkomst må ses i perspektiv af disse bevægelser.

Omkring århundredeskiftet (1900) opstod en ny længsel efter Helligånden blandt mange troende i flere forskellige kirkesamfund. Det var en tid, hvor mange mennesker søgte Jesus Kristus. Bl.a. i Wales, USA, Australien, Indien og Østasien brød store vækkelser løs. I disse vækkelsesbevægelser begyndte mennesker at opleve Helligånden ligesom på pinsedag, og det spredte sig hurtigt ind i mange kirker. Det egentlige gennembrud for pinsevækkelsen skete i 1906 på Azuza Street i Los Angeles i en gammel metodistkirke.

I begyndelsen var man slet ikke indstillet på at danne et nyt kirkesamfund, men da man mødte hård modstand fra de etablerede kirker, var der ikke andet at gøre. De ville simpelthen ikke acceptere den “nye” oplevelse af Helligånden og dermed begyndte de første Pinsekirker at skyde op.

I 1906 oplevede den norske metodistpræst Thomas Ball Barratt Helligåndens dåb i Los Angeles, og han bragte Pinsevækkelsen til Skandinavien.

Også den svenske baptistpræst Lewi Petrus, som var med på Barratts møder i Oslo i 1907, kom til at spille en stor rolle for Pinsevækkelsens udbredelse og videre udvikling på de nordlige breddegrader.

I Danmark vakte det særlig opsigt, da den berømte skuespillerinde Anna Larssen (senere gift Bjørner) oplevede Helligåndens dåb på et møde, som Barratt holdt i København d.13 december 1908. Anna Larssen opgav sin karriere på Dagmarteatret i København og sluttede sig til Pinsevækkelsen. Hun blev i en årrække dens mest markante fortaler i Danmark og var bl.a. med til at afholde møder på Trianglen i København, hvor mange mennesker kom til tro og oplevede Helligåndens dåb. Ofte skete det under stor modstand.

Trods modstand bredte vækkelsen sig. Efter Barratts besøg startede Filadelfia-menigheden i 1908, men opløstes igen i 1926. Den næste danske pinsekirke dannedes i 1912 i Lyngby og bestod indtil 1993 hvor den indgik i Pinsekirken København. Den ældste pinsekirke er Evangelieforsamlingen, dannet i september 1919.

I dag har den danske Pinsevækkelse omkring 5100 medlemmer fordelt på ca. 50 menigheder, og man oplever stadig ekspansion.