Der er et gammelt græsk ordsprog, som siger: ”Kend dig selv”.
Kender vi os selv? Mon ikke alle har prøvet at fundere over, hvem vi er og hvordan vi i grunden er? Har vi så fundet ud af det?
Måske skulle vi spørge nogle af de personer, som er allernærmest på os – vores venner eller vores familie. Eller det er måske ikke så god en ide alligevel? Det kan være, at vi inderst inde er lidt bange og utrygge for, hvad de vil mene eller sige om os.

Men ved du hvad?
Det vigtigste i denne verden er ikke, hvad du mener om dig selv, eller hvad andre mener om dig.
Det som betyder allermest er, hvad Gud mener om dig.

Han kender dig nemlig bedst af alle, bedre end dine venner og din familie gør.
Endda bedre end du selv gør. Der er faktisk ikke nogen steder, du kan gemme dig for ham. Han ved alt om dig, altid… selv dine hovedhår har han tal på. (Mat. 10:30)

Tør vi være, som Gud har skabt os til at være, eller er vi mere optaget af ikke at falde udenfor normen. Lader vi andres meninger styre vore liv, lader vi os diktere af mode, idoler, den offentlige mening eller trends, også selv om man ved, at de trækker i en forkert retning.
Måske synes vi ikke, at vi besidder det nødvendige mod det kræver at skille sig ud og være anderledes?
Husk, at Gud er ikke i kopi branchen, han skaber originaler.

Så hvad tænker han om os? Intet er skjult for Gud, han ved at vi er syndere. Er der så ingen mulighed for, at Gud vil se på os som andet end syndere, der fortjener straf og dom? Svaret finder vi i John 3:16. Det Jesus gjorde på korset, på Golgata, det gjorde han for, at vi ved tro kan modtage evigt liv.
Når Gud så ser på os, så ser han Jesus i stedet for alle vore synder, fejl og mangler. På grund af Jesus, ser han os som rene, syndfri, hellige, retfærdige og værdifulde.
Gud ønsker, at du som kristen skal se på dig selv, som Gud
ser dig. Og så er det Jesu befaling til os, at vi skal bringe evangeliet ud til andre, så de kan opleve at se dem selv, som Gud ser dem i Kristus.