Så kom vi endelig i gang med at bygge, et byggeri som vi har ventet på længe og arbejdet hårdt for. Men som sagt er vi nu godt i gang, soklen er støbt, forskellige installationer er på plads og støbearbejdet er afsluttet. Nu venter vi så spændte på at se en bygning skyde op og se arbejdet skride frem, indtil den dag vi kan tage de nye faciliteter i brug.
Ifølge planen skal den nye bygning være færdig til maj, herefter skal den så indrettes og gøres færdig til brug. Vi arbejder hen i mod at kunne holde indvielseshøjtideligheden i forbindelse med VIP’s pinsekonference 2009.
Skal vi så i vores glæde over at være nået hertil, læne os tilbage og holde en velfortjent pause mens vi nyder byggeprocessen? Nej, bestemt ikke. Tværtimod! Nu er det vigtigt at vi ikke hviler på laurbærrene. Som det fremgår af forsiden, så er det nu tid til at tage arbejdstøjet på og række ud, længere ud end før og gøre en forskel med vores liv, ord og handlinger.
Med ønsket om Guds velsignelse i dit liv, pastor Ruben M. Højer