Efeserbrevet kapitel 1, vers 15 – 23

Hvem kan måle eller forklare Guds storhed? Hvem kan rumme det i forstanden, eller i drømmen og fantasien? Det kan vel intet menneske?

Hvordan skulle et menneske, som selv er et skabt væsen, kunne forstå Gud som er skaberen, Gud den almægtige, himmelens og jordens skaber, alt livs ophav.
Dette enorme, komplicerede og unikke skaberværk er opstået efter hans vilje, ved ham og til ham.
Intet er tilfældigt i Guds skaberværk, alt har sin plads, og således har også mennesket sin helt særlige rolle at spille som en del af dette skaberværk.

Selv om Guds storhed kan være svær at fatte eller forklare, så betyder det ikke, at vi ikke aktivt og oprigtigt bør tage del i lovprisningen af Guds storhed.
Kristendommen og den kristne tro bygger jo ikke på det, som vi kan forstå eller fatte, men på åbenbaring.
Denne åbenbaring er os givet gennem Ordet og Åndens overbevisning, og gennem skriften ser vi beretning efter beretning, som vidner om Guds storhed.
Bibelens ord er ikke bare eventyr eller helgenlegender, men det er Guds levende ord og dermed en sandfærdig beretning om Guds store frelsesplan.

Igen og igen ser vi Guds storhed og magt, når han griber ind for at redde sit folk. Sådan var det i det Gamle Testamente, når Israel havde behov for Guds indgreb. Og sådan var det i det Nye Testamente, da det så allermørkest ud for Israel og menneskeheden som helhed, da fuldbyrdede Gud sin frelsesplan gennem Jesus Kristus, vor frelser.
Også i dag står Gud klar til at vise sin storhed, men alt for ofte ser vi det ikke, ganske simpelt fordi vi leder det forkerte sted.
Måske forventer vi, at den viser sig gennem noget, som allerede er noget stort og særligt, måske forventer vi at Guds storhed kun kan åbenbare sig under særlige omstændigheder.

Men sådan er det ikke. Tværtimod. Guds storhed viser sig oftest i det små, gerne i hverdagens gøremål. Tænk bare på, hvordan det var da vor frelser kom til jorden – blev Guds storhed og frelse da åbenbaret ved storhed eller gennem ringhed?

Hilsen pastor Ruben